Alle ved, at guacamole er lækkert som dip til nachos. Mange har dog svært ved at finde på andre måder at bruge avocadoer på, men de kan bruges til meget mere end blot som lækkert tilbehør til nachos og andre dip. Først og fremmest er de ekstremt sunde! I dagens indlæg tager vi et kig på, hvad de har at tilbyde rent sundhedsmæssigt, hvad du skal holde udkig efter, når du køber avocadoer, og hvordan du skal opbevare dem … og kommer også ind på andre ting.

Ikke alle avocadoer er ens

Avocadoen kom til USA via Mexico i det 19. århundrede. 95 % af avocadoproduktionen i USA finder sted i det sydlige Californien, og de mest berømte avocadosorter stammer derfra. Hass-avocadoen er opkaldt efter det californiske postbud, der ejede det oprindelige træ, og er den lettest genkendelige avocado.

Sådan genkender du Hass-avocadoer

  • De er som regel små og har en oval form.
  • De har en fyldig og nøddeagtig smag.
  • De har et tykt sortlilla skind med en ujævn tekstur.
Content4_Avocado_Panther-Media-721x400

Den anden kendte variant er “Fuerte”-avocadoen.

Sådan genkender du Fuerte-avocadoer

  • De er pæreformede og har en hals.
  • Smagen er mild og cremet.
  • De har et glat og grønt skind.
Slider_Avocado_Panther-Media-721x400

Spiseklar? Tips til, hvordan man ser, om den er moden … Alle, der nogensinde har købt en avocado, har prøvet at spekulere over, hvordan man ser, om den er frisk eller moden. Der er ikke noget enkelt svar på det spørgsmål, for det afhænger af typen. Lad os for eksempel tage et kig på Fuerte- og Hass-avocadoer:

Hvis du køber en Hass-avocado, skal du huske følgende: Når avocadoen modnes, skifter dens farve fra grøn til sort. En moden frugt giver let efter, når der trykkes på den. Hvis avocadoen er rynket, er den overmoden.

Endnu et tip: Køb ikke Hass-avocadoer, der allerede er sorte, da du ikke har mulighed for at vide, hvor længe den har haft den farve. Den er muligvis allerede overmoden.

I modsætning til Hass kan du se, hvor moden en Fuerte-avocado er, ved blot at kigge på den. Når der kommer sorte pletter på det grønne skind, er frugten dårlig og kan ikke længere spises. Lad aldrig en Fuerte-avocado ligge, indtil den bliver sort!

Andre varianter: Hvis den giver let efter, når der trykkes på den, er den klar til at spise. Uanset om de er modne eller umodne, har alle disse varianter grønt skind.

Det er det indre, der tæller. Avocadosten: Avocadosten indeholder et væld af sunde næringsstoffer, men får normalt ikke ret meget opmærksomhed. De fleste er ikke klar over, at de har meget at tilbyde rent ernæringsmæssigt, og at de nemt kan bruges i madlavningen. Tag et kig på følgende idéer, og lad dig inspirere:

Riv lidt avocadosten, og kom det i granola, salat eller smoothies. De mange næringsstoffer, antioxidanter og vitaminer hjælper med at styrke immunforsvaret. Riv stenen, og tilsæt varmt vand for at lave en lækker te, der muligvis kan hjælpe dig med at forbrænde fedt. Det menes, at stenens aktive bestanddele og aminosyrer hjælper med at stimulere forbrændingen. Trænger din hud eller dit hår til en hjælpende hånd? Rør pulveriseret avocadosten sammen med vand til en pasta. Smør det direkte på huden, eller bland det med kokosolie til en balsam.

Avocado: LANGT mere end blot guacamole

Der er mange måder at nyde denne alsidige frugt på: rå, som opfriskende ingrediens i en salat, som lækker dip eller i en guddommelig smoothie! Avocadoer er også meget velegnede til sauce. Det høje fedtindhold betyder, at de giver en særlig cremet sauce, så du kan undlade fløde osv. De kan også være et overraskende lækkert indslag i desserter. Kombineret med lime giver avocadoer en lækker cheesecake.

Prøv en helt ny smagsoplevelse!

Content7_Avocado_Panther-Media-721x400

Opbevaring

Du kan opbevare en avocado, der ikke er helt moden endnu, ved normal stuetemperatur. På den måde modnes den hurtigere. Kom den i køleskabet, så snart den er moden. Den holder sig frisk i op til 12 dage.

Tag avocadoen ud af køleskabet cirka en time, før du skal bruge den. Så er den nemmere at tilberede.

Ønsker du ikke at bruge hele avocadoen på én gang? Lad stenen sidde i den anden halvdel, og dryp med lidt citronsaft. Det forhindrer uappetitlige brune pletter, og den kan holde i længere tid. Tildæk den halve avocado med film, og kom den i køleskabet igen. Sørg for, at du bruger den inden alt for længe.

Næringsindhold

Avocadoen er ikke en grøntsag. Det er en frugt, der tilhører laurbærfamilien sammen med dens slægtninge laurbær, kanel og kamfer. Det høje fedtindhold har givet den tilnavnet “smørfrugt”, men der er bestemt ingen grund til at undgå disse vidundere. Fedtet i avocadoer er umættet og meget sundt. Avocadoer er godt nyt for alle med forhøjet kolesterol. De indeholder slet ikke kolesterol. Hvis de spises, når de er perfekt modne, kan de endda hjælpe med at reducere kolesteroltallet. Avocadoer indeholder masser af essentielle vitaminer, f.eks. A-, B-, C- og E-vitamin, og har et stort indhold af kalium, kalcium og jern. Så der er masser af gode grunde til at kaste dig over dem – din krop kommer til at takke dig!